Previous Page  70 / 376 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 70 / 376 Next Page
Page Background

6 4

Slagsmaal mellem Skotter og Tydskere 1519.

hævne deres Landsmand, de omringede et Hus ved Frue

Kirkegaard nærved Latinskolen, hvor Skotterne plejede at

samles og faa deres Forplejning1). Disse satte Huset i For­

svarsstand, men Tydskerne satte Ild paa Taget (der vel alt­

saa var af Straa), hvilket Skotterne afkastede og styrtede ned

i Hovedet paa deres Fjender, hvorpaa de selv sprang bag

efter, men blev næsten alle dræbte paa Gaden og derpaa

kastede i en dyb Grav paa KirkegaarJen. Tydskerne besatte

derpaa Amagertorv og udsendte Hobe for at undlive alle

Skotter, som de kunde. træffe paa. Kongen fik dette at

vide paa Slottet, sendte en Herold ind i Staden for at skaffe

Orden tilveje, og denne red i sin pragtfulde Embedsdragt

og forkyndte Dødsstraf for dem, der ikke nedlagde Vaabnene,

men ingen hørte paa ham. Da steg Kongen selv til Hest,

ledsaget af Marsken, 2 Rigsraader og med Herolden i

Spidsen; paa Amagertorv hørte han den frygtelige Larm, og

da han var stanset midt paa Torvet, saa han en Skotte, der

forfulgtes af en Tydsker, og som tog sin Tilflugt under

Kongens Hest. Kongen udstrakte Armen og bød Tydskeren

holde inde, men denne var rasende, gennemborede Skotten

med sit Spyd og flygtede til sine Kammerater. Kongen blev

saa betaget af en saadan Dristighed, at han vendte tilbage

til Slottet og befalede den øverste Høvedsmand at tage Dom

over Voldsmanden, der næste Nat ogsaa blev halshugget. Da

det rygtedes, at denne var greben, blev de andre Tydskere

grebne af Frygt for lignende Straf og nedlagde Vaabnene2).

1520

søgte Kongen at faa indkaldt til Universitet

nogle Lærere fra Wittenberg, i hvilket Øjemed han sendte

en Mand dertil, som efter Samraad med Luther, Melanch-

thon og andre skulde udvælge nogle Mænd, der var skikkede

til en saadan Stilling. Præsten Ma r t i n R e i n h a r d og Matthias

‘) Det er formodenlig det skotske Herberg, Gildehus for den

. skotske Nation.

2) Svaning: Christiernus II. S. 245— 52.