Martin Reinliards Prædiken 1520.
65
Gabler blev da udsendte, men medens den sidste blev Pro
fessor i Græsk, opnaade den første næppe nogen Ansættelse.
Han kom rimeligvis hertil om Somren og var her, da Kongen
var i Kjøbenhavn nogle Uger sidst i September og først i
Oktober; det maa antages, at Kongen da har givet ham T il
ladelse til at forsøge sig som Prædikant i Nikolaj Kirke.
Dette faldt dog meget uheldigt u d , der skede en stor Til
strømning til Kirken, alle vilde se den fremmede, der skulde
forkynde en ny Lære, om hvilken der vel var kommet
Rygter, men som ingen hidtil olfenlig havde forkyndt. Den
store Mængde forstod imidlertid ikke det fremmede Maal,
men saa kun hans heftige Fagter og skiftende Minespil, og
ligesom i vore Dage havde Kjøbenhavnerne et aabent Øje
for det komiske, en Tilbøjelighed til at gøre det pathetiske
latterligt. Den katholske Gejstlighed benyttede sig af dette
Karaktertræk og fandt snart Lejlighed til aldeles at forspilde
den ubudne Gæsts Anseelse. En ung Fyr, der havde Evner
til at efterabe andre, blev ved gode Ord og Betaling bevæget
til at studere Martin Reinliards Væsen og bragte det snart
saa vidt, at han i et og alt kunde gengive hele hans Frem
træden. Paa forskellige Steder i Byen traadte han saa frem
og forestillede den fremmede Prædikant, idet han fremsagde
meningsløse Taler under Gengivelse af dennes Minespil og
derefter afsang nogle latterlige Vers. Derved blev Martin
Reinhard til almindelig Spot og maatte holde op med sin
Prædiken; han vandt næppe Tilhængere blandt Kjøbenhavns
Indbyggere for Luthers Lære1).
Ved denne Tid var det, at Am a g e r blev befolket med
Hollændere s fra Waterlandene i Nordholland. De danske
Bønder blev opsagte fra deres Fæstegaarde og i Aaret 1521
udstædtes de første Privilegier, hvilke maa være givne straks
*) Allen III., 2, 48— 52. Det er aldeles uhjemlet, at Povl Helgesen
var Martin Reinhards Tolk, se især Hejses Afh. i Ny kirkehist.
Saml, V. 273— 95.