GeorgBrandesEtPortræt

samlede Partiers Velvilje, formende somen strængt

loyal og royal Cato det monumentale Fyndord »Lov

er Lov og Lov skal holdes«, der — prentet med

Lapidarskrift paa selve Rigsdagens Forum — vil

sikre ham hans længste Udødelighed.

Efter Ministertidens Ophør optager han sin

literære og politiske Virksomhed i Pressen —

nu og da i Strid med sit eget Parti, naar dette

ikke længer vil lystre

Despoten

i ham — men

aldrig i aaben Kamp, skjult som det var hans Na*

tur. Hans

Sprog

bliver med Aarene mere og mere

Kontorsprog,

kejtet for ikke at sige kejthaandet.

Det virker hyppig som Oversættelse, skønt eller

maaske netop fordi han, doktrinært, bestræber sig

for at udrydde Fremmedord eller ombytte dem

med nylavede danske — som naar han f. Eks.

oversætter Titlen paa et Skuespil af Curel ved

Bet

liversken

(idet han dog samtidig for Forstaaelsens

Skyld sætter den franske Titel

la viveuse

i en

haardt tiltrængt Parentes). Og

Stilen

følger Spro*

get, affarves og afmagres indtil

Kancellistil.

I hans

maanedlige politiske Artikler opløser de forhen

bitre og bedske Væsker sig i bittersøde Draaber,

gerne med skjult personlig Adresse. Politik, der

for ham først var Sagen, saa Partiet, bliver nu helt

og holdent Personen. Og paa samme Maade med

Literatur og Teater. Den personlige Indstilling,

Ven eller Fjende — ikke blot af Sag eller Parti som