154 / 361
før — rykker mere og mere i Forgrunden. Og den
skjulte »Absicht«, der ikke længere er i Stand til
at forarge, virker nu kun forstemmende ved sin
Hensigtsløshed og Magtesløshed.
Som oplysende Eksempler paa Sprog og Stil i
dette Livsafsnit anføres først for
Georg Brandes’
Vedkommende følgende Ord fra hans Værk om
Goethe
— præget af hans stadig medlevende Na*
tur og Aand:
»Han var et Billede i det Mindre af Verdens*
altets frembringende, ordnende, opretholdende
Kraft. Han frembragte og forstod med lige
Sikkerhed, havde lige megen Indbildningskraft
og Fornuft. Han gik ikke ud paa at kende sig
selv, men paa at fatte Naturen. Selvbespej*
ling var ham fremmed, Selvudvikling var ham
Alt, og han værnede om sin Selvudvikling ved
en Selvopholdelsesdrift, der advarede ham og
viste ham Vej, et Instinkt, der tillige var Vis*
dom.
Han var en Skaber i Skabningen, en Fornuft i
Alfornuften — en Natur i Naturen, som man
taler om en Stat i Staten. Og han var ganske
alene en hel Kultur.«
Man sammenligne hermed Kontorsproget og
Kancellistilen hos
Edvard Brandes
i en Kronik,
Henrik Ibsens Personlighed:
»Men modsat af hvad der hænder mange,
maaske de fleste, der, naar de arbejder sig ud af
148