156 / 361
de end er, eller slaa af paa dem eller lade, som
fandt han dem virkeliggjorte, hvor de endnu
kun skimtes. Det er ikke Skribentens Kald at
tale i Tide og Utide, for at man ikke skal glem*
me, at han er til. Det er ikke hans Kald at ap#
plaudere, protestere, condoleré, naar han kan
sige sig selv, at hans Ord er uden Vægt og
uden Magt.
Han bør tie, hvor Taushed er Guld. Og naar
han taler, bør han holde sig til den simple
Sandhed, som overdøves af Vaaset i Fred, af
Kanonernes Torden i Krig.«
Edvard Brandes'
Stilling til Skribentens Virk*
somhed i Midler og Maal fremlyser af en Kronik
om Teater — hans Ungdoms Kærlighed — hvori
Ordene »en lille Smule besat« passende kunde staa
som Motto over hans samlede dramatiske Produk#
tion, og hvori Vendingen »den Gøglekunst, der
kaldes Teater« viser Udviklingen i Sind og Stil fra
Ungdomstiden til nu:
»Enhver, der har skrevet et Skuespil — godt
eller daarligt — véd, hvorledes Affattelsen fore#
gaar. — Den Skrivende bliver en lille Smule
besat
og føler sig — iøvrigt som Skuespilleren
altid gør — gaaende ind i fremmed Ham, som
Mand og Kvinde, ung og gammel, alvorlig eller
latterlig. Den yngre Dumas har sagt, at der
gives kun én Maade at lave et Skuespil paa
ligesom kun én, hvormed man laver et Barn.
Og den store Skuespildigter — som nu ofte
150