160 / 361
Og hør saa, op imod dette
Forsvars
skjulte Pa#
rader og surmulende Riposter, Tonen — frit fra
Leveren — i dette aabenmundede og direkte
Ans
greb
fra Georg
Brandes’
Side i Anledning af den
lokale Kritiks Holdning overfor
Sagnet om Jesus:
»Til hvad Holberg kalder »den meget talende
Barber«, Hr. Freilif Olsen, er mit literære Fors
hold det, at jeg i hans unge Aar gennemlæste
og gennemrettede for ham en ikke ganske vel?
lykket Kærlighedsroman, der ikke senere er
kommet ud. Han behøvede ikke at sætte sit
Navn under sine Artikler, man kender ham
strax paa den uforlignelige Gratie, der sær#
tegner dem. Skade, at dette Talent skæmmes
en Smule ved den fuldkomne Ubekymrethed om
de faktiske Forhold, som man med et Fremmed#
ord kalder Perfidi.«
Disse foranstaaende Citater turde være tilstræk#
kelige til Sammenligning og Modstilling af Brød#
rene Brandes’
Stil,
der er et Udtryk for
M ennes
sket.
Thi Stilen rummer i sit musikalske Indhold
Menneskets
Natur,
der angiver
Formatet,
Menne#
skets
Aand,
der angiver
Niveauet
og Menneskets
Sjæl,
der angiver
Tonen,
Undertonen af Vældets
Eros og Etos fra det Dybe.
Fra den gamle jødiske Sagnliteratur og anden
Literatur af mytologisk og mytisk Art kendes Mod#
154