164 / 361
V
G
eorg Brandes’
Fremtoning
var i de yngre Aar,
da jeg i Firserne såa ham for første Gang
paa Universitetets Kateder, dunkel Energi, spændt
og foruroligende Lidenskab — man mindes uvib
kaarlig Hamiets Ord: »Der er noget farligt i min
Sjæl.« Det gulblege, nervøse Ansigts Lød fremhæv
vedes af det mørke, glansfulde Haar, af den sorte
Tavle paa Væggen og af Festdragtens K jole og
Hvidt, hvis Elegance imponerede en Ekspert som
Alexander Kielland i saa høj Grad, at han udbad
sig Skræderens Adresse. For en Dreng, som jeg
dengang var, spillede vel Dragten ingen Rolle. Men
i Erindringen om Georg Brandes fra hine Aar spil*
1er
Elegancen
ind, et elegant Verdensmandspræg i
Lighed med Lermontofs
Vor Tids Helt,
som jeg
just havde læst — blandet med forførerisk Dæmoni
i Atmosfæren af Spiritualisme og Sensualisme, der
ombølgede hans Navn og Person. —
I de ældre Aar, da jeg omkring Aarhundred*
i
5 8