170 / 361
ham.« — »Samme Buchholtz søgte mig forgangen
Dag, han var i blaa Alpakadragt med Bindeslips
og ganske skaldet. Besynderligt!« Brandes havde
— som ofte i fri Luft — taget Hatten af og gravede
Haanden gennem sin egen tætte Manke, saa Haa*
ret stod rejst, tykt og blankt i Solskæret. »Kender
De hans Bog
Egholms Gud?«
fortsatte han levende
optaget. — »Ja, jeg har læst den. .men se engang So*
lens røde Ø je gnistre derovre gennem Skoven.« —
»Egholm maa jo være Buchholtz’ Fader, jeg spurgte
Manden derom, men han svarte undvigende, dog
forstod jeg, at Moderen i Bogen var en Skikkelse,
der stod ham personlig nær. Husker De Gangen i
Fortællingen og Enkelthederne?« — »Nogenlunde,
men nu er Solen snart nede, Skyerne deroppe be*
gynder saa sm a a t
« — »Der findes det mærke*
lige Forhold, som De vil erindre, imellem Svenden
Olsen og Sivert, et ganske unaturligt og — fore*
kommer det mig — højst dristigt. De erindrer —?
Jeg nævnede det for Buchholtz og spurgte ham,
om han af Erfaring vidste, at sligt unaturligt For*
hold kunde finde eller muligen havde fundet Sted.«
— »Nu er Solen snart n e d e
« — »Han svarte
bekræftende, men da jeg videre spurgte ham ud
« — »Se nu Lyset over Bakkerne!« — »Javel
— men da jeg altsaa spurgte ham ud, om han maa*
ske selv var den lille Sivert . . . . « — »Nu er det
allerskønnest, se engang!« — »V ed De saa, hvad