GeorgBrandesEtPortræt

let, Stimulansen, der gav Øjeblikket Farve, Duft,

Lys, Liv. Han nød disse Øjeblikke, hvor han i sine

Venners Kres, med sit Væsens Blanding af Ver*

denssmerte og Barnlighed, kunde hengive sig fuldt

og helt uden at risikere Misforstaaelse. Kun Men*

nesker uden komisk Sans for det Menneskelige

kunde forarges over »Usurpatoren«, der hensyns*

løst lagde Beslag paa det forsamlede Publikum og

som en fordringsfuld Ak tør halede Sukcessen i

Land — navnlig naar der i Farvandet var en anden

Berømthed, der kunde gøre ham Rangen stridig.

Jeg husker en saadan Aften, da bl. a. Kr. Nyrop

var tilstede. Da det var første Gang, jeg traf Prof.

Nyrop, havde vi to sat os for os selv i en Krog af

Stuen, medens Georg Brandes i den modsatte

Ende af Værelset havde annekteret hele det øvrige

Selskab og spillede som en Fisk i Vandet, med de

unge Kvinder yndefuldt lyttende i den inderste

Inderkres. Prof. Nyrop og jeg, der sad lunt samta*

lende i vor hyggelige Krog, hørte kun fjernt over

Latteren og Stemmerne Brandes’ Røst, der boltre*

de sig i stigende Kaskader. Pludselig blev der en

Pause — vi to i Krogen tav tilfældig i samme Øje*

blik. Og som om en Dør blev revet op til vort Inde*

lukke, hørte vi G. B.’s Raab fra det fjerne: »Hvor*

for sidder De derhenne, Nathansen, og insinuerer

Dem hos Nyrop. Kom dog herhen begge to og

hør med paa, hvad jeg fortæller!«

167