179 / 361
Hvem kunde forarges, naar man ved saadanne
Lejligheder saå ham sidde som en Nilgud mellem
unge, smilende Kvinder — og pludselig hørte ham
sige med tragikomisk Fortvivlelse: . »Mennesker
tror, at jeg hele mit Liv har været omsværmet af
Kvinder. Og saa er Sandheden den vemodige, at
jeg aldrig har været inderlig elsket af andre end
dem med Hundesnude.« Hvem kunde forarges,
naar man saå ham sidde i et Sofahjørne og lytte
med sit herlige Udtryk af bekymret Velvære til en
ung Poet, der midt ude paa Gulvet indledede en
Tale for ham med disse Ord: »HamletdFaust!
FaustsHamlet!« — Hvem maatte ikke overgive sig,
naar han sent paa Natten stilfærdig tog A fsked
med disse Ord: »Nu kan I rigtig snakke, naar jeg
er gaaet. Naar jeg er her, snakker jeg selv hele
Tiden. Jeg har endnu nogle Sider tilbage af det
Ark, jeg daglig skriver. De maa gøres endnu i
Nat og lægges i Postkassen, saa Trykkeriet kan
have dem imorgen!«
Dagen efter en saadan A ften kunde man mod;
tage følgende Brev fra ham:
»Jeg synes, der var en hyggelig Stemning igaar.
Kun at jeg selv, efter min latterlige Vane, talte
altfor meget Engang ba-d Jaurès mig til Middag
med de to nuværende Ministre Briand og Vi#
viani, kun vi fire. Jeg glædede
mig
til at lære
dem nøjere at kende. Saa snakkede jeg selv hele
173