GeorgBrandesEtPortræt

181 / 361

ter sin Tankegang og sine Forøiaal. Taleren har
ikke som Digteren noget Himmelsk ved sig.
Han hører vor Klode til. Han holder sig til
Jorden og til Havet, føler sig som en Fodgæn#
ger og en Svømmer.
Han taler ikke noget blomstrende Sprog, om
han end vurderer Ordets Blomst saa vel som
Tankernes læskende Frugter. Hans Tale er ikke
Sølv, han er tilfreds, naar der af og til er en
Smule Staal i den. Havet skænker ham det Korn
af Salt, han gerne har paa sin Tunge, og det
skiftende Tonefald, hvori hans Tale løfter sig,
sænker sig, bølger.«
Naar han optraadte overfor Offentligheden,
influerede enhver Paavirkning udefra paa hans
Stemning og farvede Spillet — et usympatisk An*
sigt paa de forreste Rækker kunde forvrænge hans
Udtryk, en kendt og kær Skikkelse kunde for#
skønne det. Han yndede at have en lille venlig#
sindet Kres for Ø je — allerlykkeligst var han i
Modsætning til saa mange andre, naar netop dét
Menneske var tilstede, til hvilket han følte sig
intimest knyttet. Som Kierkegaard skrev for den
Enkelte, talte han i alleregentligste Forstand til den
Enkelte. Den Stemningsbølge, der gik fra denne til
ham, og den Stemningsbølge, der via Publikum gik
fra ham til den Enkelte, slog sammen i hans Sind,
inspirerende og inciterende. Han kunde en saa#
dan Aften virke med samme Magt over Tilhører#
l7 S