182 / 361
nes Sind som de enkelte store Skuespillere i inspb
rerede Øjeblikke. Jeg mindes et saadant lykkeligt
Ø jeblik — Slutningen af hans Tale ved Drachmann#
festen paa Raadhuset. Han holdt først et Øjeblik
inde, samlende Opmærksomheden og Stemningen i
en forventningsfuld Pause. Saa løftede han sit Blik
mod det høje Loft, som om det var Himmelrum#
met, der hvælvede sig over hans Hoved. Hævede
saa Haanden langsomt og sagde — hentydende til
et af Drachmanns kendte Digte: »H ø jt paa vor
Himmel har nu Daggryets Gud med gylden Fin#
ger tegnet, ikke
sit
Navn . . . « , og idet han med en
ridderlig Bøjning sænkede den løftede Haand som
en Fægter sænker sin Kaarde, samlede han sin Hyl#
dest i en musikalsk Samklang af Bevægelsens Form,
Pausens Stemning og Slutningsordenes Fanfare:
»— men
dit!«
Eller en anden Aften, da han under Verdenskri#
gen holdt sit Foredrag om Napoleon. Foredraget
var en Hyldest til »det store Menneske«, hvorom
hans Tanker kresede i det sidste Afsnit af hans
Liv, og som affødte hans Alderdoms bindstærke
Værker. Som Foredragets Genstand var fortættet
Kraft og spændt Energi, var Foredraget selv knapt,
fast, rundt i Form og Indhold som en Kugle — kun
paa et enkelt Sted sprængte det den faste Ramme,
belysende Tiden, Øjeblikket, Omgivelserne og Hel#
tens centrale Skikkelse i Foredragets dramatiske
176