185 / 361
I
uophørlig gentagende:
Det er Dem! Det er
Dem!«
. . .
Georg Brandes er traadt et Skridt tilbage
paa Katedret, idet han med løftede Hænder og
Blikket tilbedende vendt mod den løftede Kejser?
skikkelse stønner i henført Ekstase: Det er
Dem !
Det er
Dem!
— Staar saa et Ø jeblik stille, medens
Hænderne langsomt synker og en bleg og træt
Maske lægger sig over hans Ansigt. Saa gaar han
et Skridt frem mod Katedret, lægger Hænderne
fladt paa Pulten og siger
lavt
og
enstonigt,
kun
med stærkt Pres paa Ordet »Han«:
»Men
Han
syntes ikke at se eller høre noget.
Han lod sig bære, med Armene fremad, med
lukkede Øjne, med et stivt Smil paa Læberne
som i Søvngængertilstand. Saa fik han sin Be?
vidsthed tilbage, genkendte og omfavnede en?
kelte. Gik saa ind i sit Kabinet og lukkede Døren
bag sig. Øjeblikkelig satte han sig til sit Skrive?
bord og begyndte sit Arbejde med at danne
den nye Regering.«
. . . Atter en Pause. Georg Brandes’ Ansigt er nu
ganske roligt, Stormen har lagt sig, Eventyrets
Porte, som han et Øjeblik havde aabnet, er atter
lukkede. Og hævende sin følsomme Haand en
Kende fra Pulten, som besværgende Bølgerne, han
selv har rejst, glider hans næsten hviskende
Stemme ud over Salen:
17 9