189 / 361
>
at jeg med et varmt Smil tænkte: Han ligner mest
af alt en bevæget og benovet Konfirmand . . .
Professor Erslev har endt sin Tale, Georg
Brandes rejser sig og bestiger Katedret. I samme
Øjeblik hagler Klapsalverne ned over ham. Han
følger interesseret og taknemmelig smilende Bifals
det, giver det god Tid, mens hans Blik, med dets
Blanding af Festglans og Mismod i smaa korte Ryk
glider fra Bænk til Bænk over Auditoriet. Da rejs
ser en ung Dame paa den forreste Bænk sig og
rækker en rød Rose op imod ham. Han bøjer sig
over Blomsten som en taus Hyldest baade til dén
og Giveren, mens en Afglans af Lyset i hans Indre
leger om Øjne og Mund. Og stilfærdigt, præget af
beskeden Fornemhed, udtrykker han da sin Tak*
nemmelighed i disse jevne og fordringsløse Ord:
»Jeg takker Professor Erslev som Universités
tets Rektor for hans store Velvilje. Universités
tet er mig saare kært, og den Gang jeg ikke fik
den Post, jeg ønskede, gik det mig maaske nær
til Hjerte. Men Professor Erslev har jo Ret i,
at jeg vistnok passede bedst udenfor Universis
tetet. Jeg har ingen Evne til at lære fra mig,
jeg har aldrig haft Elever, jeg forstaar ikke
som Professor Erslev at vække Elever til Selvs
virksomhed. Og min Metode er jo hellerikke
strengt videnskabelig saa lidt som mit Omraade.
Jeg bevæger mig paa Grænsen mellem Videns
skab og Kunst. Dét, jeg kan — og det er jo ikke
1 81