GeorgBrandesEtPortræt

Som han skriver med flyvende Pen i et af de en*

somme Øjeblikke, hvor han længes efter Besøg:

»V i har vel alle oplevet et eller andet, mest ube*

hageligt, siden vi saås. Men:

Et hæc meminisse

juvabit.«

— Naar han da havde hørt rolig til i et

Par Minutter med Taushedens Fortvivlelse malet i

de forpinte Træk, sprang han pludselig ind, overtog

Førerskabet — og i en rivende Strøm blandedes

stort og smaat, ondt og godt, uden tilsyneladende

Sammenhæng, men funklende af Liv, gnistrende

af levende Spil. Ofte maatte jeg tænke paa hans

gamle Afhandling om Hotspur i

Henrik d. 4de,

hvor det bl. a. hedder: »I en virkelig Charaktér

staar A lt i Sammenhæng — Legemets Bevægelser

og Talens Accent. Man hører i Hotspurs Monolog,

hvorledes Ordene snuble over hverandre, hvor*

ledes han, uden at give sig Tid til at tale Ordene

fuldt ud, stammer af lutter Utaalmodighed og ikke

siger nogen Stavelse, som jo det choleriske Tempe#

rament har stemplet.« Saaledes ogsaa Georg Bram

des. Saå man og hørte man ham i alle de Detaljer,

som blot Øjne og Øren sanser, uden aandelig Bagi

grund og sjæleligt Perspektiv, kunde vel dén, der

paa Forhaand var antipatisk indstillet, kun se en

snakkesalig Causeur i bengalsk Belysning af sin

egen Døgnberømmelse, med mørke Slagskygger af

krænket Forfængelighed og hæmmet Usurpati.

Men forstod man og fornam man hans Tale paa

187