199 / 361
de han med et erfarent Suk: »Det er nok fra En,
der vil bruge mig.« —
Men pludselig kunde det da hænde, at han med
et opgivende Udbrud skød Breve, Blade og Hefs
ter til Side, rakte Hænderne med de udspilede
Fingre i Vejret som en druknende, der søger Hjælp
— og med en ungdomsfrisk Oplagthed og Vides
begærlighed indledede han en Samtale om et eller
andet Emne i Tiden, politisk, socialt, religiøst, lites
rært. Han kunde da — paa Tomandshaand med
en Fortrolig — være en interesseret og agtpaas
givende Tilhører, vel at mærke indenfor et begræns
set Tidsrum. Han sad gerne med Haand under
Kind og fulgte aarvaagent den Talende, imens hans
tungsindigtslevende Blik glimtede grønligt med
Blink som fra dybe Vande, og smaa hastige N ik
forkyndte, at han lyttede med Opmærksomhed.
Han afskyede A ffektation og taaget Dunkelhed —
klar og uaffekteret som han var. Mærkeligt nok
havde han ingen Sans for det antydede eller dobs
belttydige i
Samtaleform.
Som Kvinder og Børn
kunde han heller ikke lide Ironi — han, der selv
brugte den og nød den
paa Tryk.
Han sad da med
et forpint, lidt vrissende Udtryk, mens den dybe
Fure mellem Brynene, som altid mindede mig om
Arret efter et Sabelhug, blev mørk og uvejrstrus
ende. Og naar endelig Pinen blev ham uudholdelig,
gravede han Hænderne vildt gennem Ha aret og