202 / 361
kunde da hænde, at han i Hastigheden slikkede
Randdraaben af med sin lyserøde Kattetunge, in*
den han rakte Kanden in optima forma til sin Gæst.
Til Middagen, der var af ligesaa beskedne Dimen*
sioner, drak han et Glas Rødvin. Han havde et
Mærke, som han holdt trofast paa gennem Aarene,
og han var glad, naar det samme Mærke serveredes
for ham andetsteds. Han havde ingen Sans eller
Smag for Mad, nød kun lidt, havde hverken Lyst
eller Tid dertil. Kun V inen forstod han at nyde —
og efter eget Sigende at vurdere — og han beholdt
dens Buket paa Tungen, de faa Sekunder, denne
kunde unde sig Hvile. Pinte Udsig ten til Dagenes
Ensformighed ham, kunde man en Dag modtage et
saalydende Kort:
»Ifald De vil give mig en Smule Middagsmad
— helst saa lidt som muligt, thi jeg kan kun
fordøje lidet — en Dag Kl. 6, kommer jeg med
Fornøjelse ud til Dem. Jeg er optaget Tors*
dag.«
Hans Soveværelse var ligesaa spartansk som
de andre Stuer. Et étfags Rum mod Holsteinsgade,
lyst, luftigt, altid med aabent Vindu. I Rummet en
Seng, et Skab, en Reol, en Servante, ved hvis Side
der stod en tostre Par Støvler, usædvanlig smaa —
hans Fod var til hans Stolthed baade lille og veh
formet. I lange Tider brugte han, med et uskyldigt
Koketteri, en A fstøbn ing af denne hans Stolthed
194