GeorgBrandesEtPortræt

telse og Undertrykkelse. Ikke for in tet tilhørte han

et Samfund, hvis Eksistens søgtes sikret gennem

rentebærende Kapitalopsparing, ikke — som andre

Samfund — gennem tungt belastede Laan. Han ab

skyede Ødselhed, Overdaadighed og Luksus, næv#

nede med heftig Bebrejdelse to Brødre, som i deres

Ungdom havde arvet en Formue og i Løbet af nogle

faa Aar havde sat den til paa et muntert Ung*

karleliv. Han selv havde fra sin første Ungdom ah

drig ødslet med Penge eller Tid. Fritid eller Ferie

kendte han ikke; paa sine Rejser, ja under selve

Jernbanefarten skrev eller læste han Dagen igen*

nem. Hans Omkvæd til dén, der nu og da lod Ti#

den glide, var altid: »De skulde lægge Dem nogle

fornuftige Vaner til, f. Eks. denne — ingen Dag

uden Arbejde.« Hvile var for ham et — om end

nødvend igt — Onde. Hans dybe Beundring for

Goethe bundede for en stor D e l i den »Arbejds#

hunger«, som han kendte fra sig selv. Ofte fore#

holdt han Digterne deres Mangel paa Arbejdslyst:

»De véd jo ingenting og bestiller endnu mindre —

hvorfor udnytter de ikke den ledige Tid til at lære

dét, der

kan

skal læres?«

Til Belysning af hans Generøsitet overfor andre

i Forhold til hans N ø jsom hed overfor sig selv an#

føres følgende Brev:

»Igaar hændte der mig noget pudsigt. Jeg har

højst intelligente og agtpaagivende Sættere hos

198