GeorgBrandesEtPortræt

pakkede jeg Støvlerne ind og heftede — da han

netop skrev paa sin Bog om Voltaire — paa den ene

Støvle en Seddel med følgende Dedikation:

»Denne Støvle, som har tilhørt Voltaire,

skænkes Georges, prince héréditaire —

hvis den passer, saa slid den med Ære,

hvis ikke, saa maa De lade være!

ærbødigst

Jerusalems Skomager.«

Da Betændelsen var hævet, og hans Fod havde

antaget sin sædvanlige Størrelse, sendte han mig

Støvlerne tilbage med disse Ord:

»Tusind Tak for Støvlen. Vi vil altsaa bryde os

en god Støvle om Uenighederne.

At De sendte mig Støvlen var en elskværdig

Daad. At jeg giver den tilbage med Tak, be*

tyder for mig en Lindring, siden jeg paany kan

faa Foden i min egen. Hver af os gaar altsaa

for Fremtiden i

sine

Støvler uden at kritisere

den andens Standpunkt og Gangpunkt. « —

Denne hans Nø jsom hed var i Slægt med Fors

tidens Borgerdyd, opdraget som han var i et jøs

disk Borgerhjem med gammeldags nøjsomme Vas

ner. Han var — som saa mange Jøder — gavmild,

altid rede til Hjælp og Støtte, naar det gjaldt ans

dre, men til det yderste sparsommelig, naar Udgifs

terne gjaldt ham selv. D e tte stod i Forbindelse

med hans medfødte Sans for Penges Værdi og Magt

— ikke som Maal, men som Middel mod Udnyts

*97