GeorgBrandesEtPortræt

udbrød: »Jeg fatter ikke, hvad Meningen er — tal

dog som et forstandigt Menneske!« Men naar saa

Meningen gik op for ham, slog han sig leende for

Panden og raabte: »Dummkopf!« Og med en liens

rivende Ynde kunde han da hale det lille Haands

spejl frem, som han gemte i Skrivebordsskuffen,

og overgivent række Næ se ad sig selv i Spejlet,

mens han skreg op: »Og det Fjæs kan faa Mennes

sker til at tro, at det rummer sand Menneskefors

stand!«

Et dybt Træk i hans Væ sen var

Nøjsomhed

Liv og Færd. Ikke b lot var hans daglige Omgivelser

spartanske, Stuerne, Møblerne — hans Husførelse

var mer end beskeden, hans Klædedragt prunkløs

og uarrangeret, med Und tagelse af de Brocades

Veste, udstyrede efter gammeldags Mode.

I Arbejdsværelset dominerede Skrivebordet fra

hans Ungdomstid, overlæ sset med Blade, Papirer,

Breve, det gamle Blækhus, Flasken med Klister til

Tryksagsforsendelser. En Vandkaraffel med Glas i

ciseleret Hylster. Ingen Stimulanser, ingen Tobak

— der efter hans Mening om taagede Forstanden og

ødelagde Smag og Du ft — han omtalte gerne i

denne Forbindelse Julius Langes aromatiske Aan*

de, hans egen var frisk som et Barns. Han afskyede

Tobaksrøg, nævnede ofte Goethe som Æresmed*

192