GeorgBrandesEtPortræt

sit Navn. Karakteristisk er denne Linje i et Brev

— ogsaa fordi han var vel vidende om mit aske*

tiske Forhold til Pressen: »Lad det ikke, før det er

nødvendigt, blive sat i Avisen, at jeg er syg.« —

Han genfortalte uden Kontrol eller Reservation,

hvad der var blevet ham fortalt og rodede sig der*

ved ofte ind i de Sladderhistorier, der gik fra Mand

til Mand eller — maaske hyppigere — fra Kvinde

til Mand. Følgende Træk er i al sin Knaphed

talende: Jeg saå ham en Morgen staa paa Hjørnet

af Nyhavn og Kongens Nytorv sammen med Otto

Benzon, der holdt ham fast i Frakkeopslaget, mens

han fortvivlet vred sig, for at slippe fri. Idet jeg

passerede, hørte jeg Georg Brandes raabe:

»D et

har jeg aldrig sagt!«

— Aviserne læste han fra Be*

gyndelsen til Enden, og han kunde i Flugten op*

dage sit eget eller en andens Navn som en Falk sit

Bytte. En Sommerdag, mens jeg boede paa Lan=

det, modtog jeg et Brev, der begyndte saaledes:

»Kjære Herre! Der stod i en Avis, at De havde

været i Byen i Anledning af en Begravelse. Jeg

vilde ønske De da havde set op til mig.« En anden

Dag indeholdt et Brev følgende »Dementi«: »Jeg

haaber ikke, De tror det er mig, som satte i »Poli*

tiken«, at jeg har arbejdet 18 Timer om Dagen.

15— 16 var det. Men Journalister maa nødvendig*

vis lyve og prale, endog paa andres V e g n e .« --------

Ind imellem Smaatterierne fortalte han saa

189