192 / 361
være store, og de skal blive Dem ærligt godt*
gjorte.«-------
Naar man traadte ind i Arbejdsværelset, niks
kede han glad og pegede paa en Stol, mens han
fortsatte sit A rbejde. Fra Vinduet, hvis øverste
Rude altid stod paa Klem, strømmede den friske
Luft ind i Stuen og blandede sig med den fine Duft
af ren Sæbe og Kølnervand, der omgav ham. Da
jeg engang hentydede til Stuens friske Duft, sagde
han med et Smil: »De véd — den Hellige dufter
rent.« — Alle Vægge var dækket med Bogreoler
fra Gulv til Loft, midt paa Gulvet stod et gammelt
Bord, bugnende af tilsendte Bøger — hans Rædsel
og hemmelige Stolthed — og af de Værker, han i
Øjeblikket havde Brug for til sit Arbejde. Bor*
det kaldte han »Bjerget«. Da han arbejdede paa
Voltaire
og »Bjerget« var overfyldt med Stabel
ovenpaa Stabel, pegede han en Dag mismodigt der#
paa og sagde med et Suk: »A k ja — naar Bjerget
barsler, føder det en Mus.« — A f Møbler var der
kun faa og nødtørftige: en Divan, som han paa
Grund af de hyppige Aarebetændelser havde
maattet anskaffe sig til at hvile paa i Pauserne, et
Par umagelige Stole og en Slags Tronstol i Jubb
læumsstil, en »G ru« fra sikkert velmenende Be*
undrere. A f Luksus intet, ingen Billeder, kun et
Par Fotografier af Afstøbninger i Vindueskarmen,
en Radering af Klinger, forestillende den unge
184