212 / 361
Charybdis, svingede hans Sindsstemning mellem
Eksaltation og Depression. Hans Pirrelighed kun*
de grænse til Hysteri, han kunde stampe i Gulvet
som en Arrigtrold, skrige op som en Besat — det
medfødte Instinkt for
Tribunen
gjorde ikke Anfal?
dene mindre dramatiske. Jeg husker en Dag, han
havde indbudt et Selskab til Middag i Hornbæk.
Da han som »Sagkyndig« undersøgte Vinmærker?
ne paa Bordet og ikke fandt dem svarende til For?
ventning, lod han selve Hotelværten kalde — og i
Gæsternes og Tjenernes Paahør overfusede han
den Usalige paa det kraftigste. D e t gik ham som
saa ofte i Livets andre Tilfælde: »Spillet« og Pub?
likum inciterede ham, saa han følte Rollen som
en Besættelse — alt imens han paa samme Tid in?
teresseret aflæste Virkningen.
Og da han saa
pludselig, midt i sit dramatiske
furioso,
opdagede
en særlig prominent Gæst, der forb løffet var stan?
set i Døren, forlod han med en imperatorisk Ge?
stus Værten, gik sejrssikker den sidst Ankomne
imøde og sagde uden Overgang med barnlig Stolt?
hed: »Jeg talte ham ret heftigt til!«
Denne hans H idsighed eller Ophidselse kunde
ogsaa give sig korporlige Udslag. V i kørte en Af?
ten sammen fra Teatret i Selskab med en ung Da?
me, som han en Tid v iste megen Opmærksomhed.
Da vi holdt, steg jeg først ud og gik hen til Chauf?
føren for at betale. I samme Øjeblik ser jeg Bran?
204