213 / 361
des fare ud af Vognen som skudt ud af en Kanon.
Og med et Bokserstød, hvis Kraft jeg endnu kan
føle i min venstre Skulder, slog han mig »ud«, saa
jeg tumlede tilbage. Slaget var saa voldsomt, at
Tanken om Revanche skød gennem min Hjerne.
— Da jeg senere bebrejdede ham hans ubeherske«
de Optræden, svarede han med sin altbesejrende
Naivetet: »Men, kære V en — det var jo
min
Dame!« —
I sit
Levned
siger han: »Mine Nerver var paa
Sprængpunktet«. I et Brev skriver han: »Mit Ner?
vesystem er Pinsel.« Lidelsen søgte han at dæmpe
ved bedøvende Midler, der med Aarene blev stær?
kere og stærkere. Han havde altid Sovemikstur
staaende i en Flaske paa sit Natbord. Tro mod sin
uregulerede Natur tog han intet Hensyn til det
regulerede Kvantum. Han havde ikke Taalmodig*
hed til at aftælle Draaberne. Han satte Flasken for
Munden og tog sig en Slurk. Hjalp den ikke, tog
han en ny.
Kun ét eneste Middel hjalp ham — i Modgang,
under Sygdom, i Ensomheden og i Uroen, der piri
rede hans Nerver:
Hans Arbejde.
D et var ikke fordi Berømmelsen lokkede —
hvormeget end Ryet pirrede hans Sanser, saa om*
taagede det ikke hans sunde Sans. Han sagde en
Dag: »Maa jeg fortælle Dem følgende H istorie af
Berømmelsens Bog
. Jeg var forgangen Dag i Selskab,
205