180 / 361
Tiden, indtil det slog mig, og jeg med Bekla?
gelse og Forbitrelse gjorde opmærksom derpaa.
Saa sagde Briand artigt: »Der er ingen af os,
der kan fortælle saadan« — og jeg følte mig
endnu mer beskæmmet. Jeg tror, at det des*
værre er af den Grund, at jeg gør andre tem?
melig tavse. Derfor var det saa gavnligt for mig
at være sammen med Zola. Han lod ingen
komme til Orde.«
Overfor
den store Offentlighed
var Georg
Brandes’ Optræden præget af fast Form med Rum
for Inspirationens Spil og Spillets dramatiske Liv
og Virkning: i Forberedelse, Beherskelse, Besæt*
telse og Stemningens Udnyttelse og Udløsning i
Parader og Pauser. Han har i sin Bog
Taler
indi*
rekte belyst sin oratoriske Optræden gennem disse
smukke og karakteristiske Linjer:
»Fælles for
Talerne
er vel ikke blot Grund?
anskuelsen, men en vis Rytmik, en vis Legen
med Formerne som i den dramatiske Kunst,
og et musikalsk Element i Maaden, hvorpaa
Talen føres og Sætningerne bygges.
Digteren bestiger sin Vingehest, Taleren hob
der sig til Jorden. Taleren behersker ikke Gu?
dernes Sprog, forstaar end ikke Fuglenes som
Sigurd, men tumler med nogle faa af Menne?
skenes, dem, han af bedste Evne tillemper ef?
*74