178 / 361
ligiulykkeligt Udtryk til de kendte Sentenser. Da
rejste han sig pludselig midt i den muntre Skare,
selv den muntreste af os alle. Og i en Tale, der
sprudlede af Kaadhed, duggedes af Vemod, spib
lede af Lune, Ironi, Selvironi og Sarkasme oprub
lede han i levende Billeder sit Liv for os, idet han
tilslut rettede sit Blik mod en indbildt Stjernehims
mel, hvor to omvendte lange Støvler hang som et
Symbol paa hans 77 Aar og paa hans langskaftede
Udødelighed. Og da Værtinden efter hans Tale
med nogle Strofer bekransede ham med Laurbær,
og han stod der i det gyldne Lys, en Dionys, en
Faun og en Satyr i et samlet Billede, tiljublet af
unge Venner, omsværmet af unge Veninder — da
spillede den evigunge
Eros
i hans Ø jne og om hans
Mund, og Laurbærkransen om hans hvide Hoved
og Rummets Stemning af Fest og Sorgløshed far*
vede hans Takkeord med Sindets varme Tone af
Taknemmelighed og Øjeblikkets Pust af Ungdom
og Glemsel . . .
Nogle Dage efter skriver han i et Brev:
». . . Jeg beklager, ikke at være skaldet, saa
kunde jeg indbilde mig at ligne Cæsar (som
Gjellerup ligner Schiller) og kunde bære den
Krans, jeg fik forleden. Nu har min Pige hængt
den paa min Sovekammervæg.«
172