GeorgBrandesEtPortræt

og opløste sig i forstaaende Munterhed og Synds*

forladelse. Han kunde ogsaa, naar Bifaldet og Mun*

terheden henrev ham og ansporede

Spillet

i hans

Natur, pludselig for en Vittigheds Skyld give den,

der som Ven troede sig sacrosankt, til Pris for

Latteren:

V i var en A ften sammen i et større Selskab.

Han havde — som saa ofte før, naar vi var sam*

men — kreset om det jødiske Spørgsmaal, som han

vidste var mig, om ikke helligt, saa ukrænkeligt.

Da han i nogen Tid forgæves havde søgt at lokke

mig frem af min neutrale Taushed, rettede han

pludselig sine Pile direkte mod mig og opfordrede

mig til at træde ind paa Arenaen for at forsvare mit

udvalgte Folk. Jeg blev siddende taus, med et Smil,

der sikkert var baade irriteret og irriterende. Med

ét springer han ud midt paa Gulvet og med lynsnare

Fagter og hidsige Gebærder paataler han mit »Jø*

deri«, foreholder mig min Stilling, der vil føre Jø*

derne tilbage til Ghetto istedetfor fremad til Assi*

milation, Udslettelse af Race og fremmed Væsen i

Type og Træk. Og derude, midt paa Gulvet, an*

sporet af Munterheden og Tilslutningen, udbryder

han da med sin Stemmes alt overdøvende Knald*

og Slagkraft: »Er der noget Menneske, der i Lighed

med min herværende Stammefrænde vilde antage

mig for Jøde, hvis han ikke tilfældig vidste, at jeg

var det?« — Han stod dér i det blændende elek*

169