171 / 361
han svarte? Nej, svarte han, det er ikke mig, der
er Sivert.« —
»Nu,
se nu!« — »Jeg er det lille Barn,
der ligger i Vuggen.« — »Saa, kære G. B., nu er
det Hele forbi.« — »Ja, lad os saa komme hjem.« —
Et Brev, som jeg modtog fra ham over 2
Aar
efter,
at det omtalte Besøg havde fundet Sted, be=
lyser interessant baade det enkelte Tilfælde og
hans Naturfølelse i al Almindelighed:
». . . Det er gaaet mig underligt i disse Dage.
Som De ved, nævnes Johannes Buchholtz’ Navn
i denne Tid oftere. Jeg har engang haft Besøg
af Manden, og bestandig, naar jeg ser Navnet,
ser jeg mig med ham vandrende i et Landskab
op ad en lille Høj; jeg ser Jordklumper trille
for min Fod, jeg ser skarpt et helt Landskab
omkring mig.
Men nu ved jeg sikkert, at Manden besøgte
mig her i mit Værelse, og selvom jeg — hvad
jeg næppe troer — er gaaet ud med ham og
hen paa Langelinje, er dét Landskab, jeg ser
ham i, slet ikke et saadant regelret.
Paa en mig uforklarlig Maade blandes Deres
Person ind i Billedet, saa jeg maa tro, jeg har
gaaet paa Landet med Dem og formodentlig
talt om ham, hvorpaa Erindringsbillederne har
forskudt sig.«
165