169 / 361
mener jeg har sagt, de fordummer, hvad jeg
ikke véd. Men det gør de vist ogsaa. — Jeg
har haft rigelig Lejlighed til at nyde Ensom?
hedens væmmelige Glæder; naturligvis er Be?
søg mig endnu væmmeligere, jeg lader derfor
sjældent nogen komme ind.
Ak kære, det er muligt, at der er godt paa
Landet i Danmark. Men for mig er efterhaan?
den Landet ikke til at bo i. Jeg er her neppe,
før jeg længes bort« . . .
Da han en Sommerdag besøgte mig paa Landet,
og vi havde tilbragt den skønne Dag med »Sam?
tale« — eller Enetale om man vil — paa Husets
Veranda uden at have besøgt Haven endsige Eg?
nen, foreslog jeg ham henad Aften en Tur til et
højt Udsigtspunkt for at beundre Solnedgangen.
Han sagde da uden synlig Begejstring, i sin pud?
sige, lidt gammeldags Udtryksform: »Før mig, hvor?
hen De vil!« — V i gik. Han begyndte straks at
tale om løst og fast, om Mennesker og Forhold,
Bøger, Blade og Byens Smaasnak. V i var imidler?
tid naaet op til Udsigtshøjen, Landskabet bredte
sig under os i Kurver og Flader, Skyerne var be?
gyndt at rødme, over Skovbrynet i Vest glødede
Solkuglen. — »V i har været heldige,« sagde jeg,
»nu om lidt gaar Solen ned
bag Rosenskyernes
Volde.«
— »Kender De noget til en ung Mand ved
Navn Buchholtz?« faldt han ivrig ind, uden Over?
gang. — »Gennem en fælles Ven kender jeg lidt til
ii*
163