165 / 361
skiftet lærte Georg Brandes personlig at kende, var
hans Fremtoning overstrømmende Vitalitet og Vi*
vacitet med dybe Skygger af bedsk Bitterhed og
saaret Foragt. Billedet af ham former sig for mit
Blik, snart i Lighed med et jagende og jaget Dyr i
Bur, snart i Lighed med den skamskudte Løve paa
det Assyriske Relief, der brøler sin lammede Væl*
des Vrede ud over Ørkenen.
Saå man ham paa
Gader og Stræder,
var han
saa godt som altid alene. Han gik da hurtigt, halvt
i Løb, støttet til den Holbergske Stok, mærket af
den Aarebetændelse, der var hans trofaste Følge*
svend gennem Aarene. Han strøg ilsomt langs Mu*
rene, med Hovedet sænket og den bløde Hat tryk*
ket dybt ned over Panden — men under den brede
Skygge spejdede de vagtsomme Øjne, og opdagede
han en Bekendt i Farvandet, slog han ned over ham
som en Falk over sit Bytte. Han var af de ulykke*
lige Ensomme, der
føler
Ensomheden og derfor
søger Selskab som en nødvendig Aflastning.
Jeg mødte ham en Morgen paa hans sædvanlige
Tur til den gamle Hambro’ske Badeanstalt. Han
fik Ø je paa mig, skraaede mig imøde og udbrød med
alle Tegn paa Sindsbevægelse: »Jeg er et forfulgt
Menneske, bestormes fra alle Sider og Lande med
r 59