GeorgBrandesEtPortræt

han ustandselig under Samtale paa Gaden gjorde

— og udbrød med A fsky : »Hver Dag den samme

Tur uden Følgeskab — en Rædsel! Deres Stamme*

frænde, den mig lede Goldschmidt, gik ogsaa hver

Dag den samme Tur med sine smaa korrekte Skridt

omkring Søerne.« Jeg sagde: »En anden Stamme?

frænde gaar jo ogsaa hver Dag den samme Tur til

og fra Landemærket.« — »Vedkommende udnytter

dog Turen i forstandigt Øjemed, bl. a. ved daglig

at rense sit Legem.« — »Det gør maaske mange

Israels Børn før eller efter Turen.« — »Ja, og flere

sikkert aldeles ikke«, svarede han med et Smil og

forsvandt. —

Da han var flyttet ud paa Strandboulevarden,

kunde det hænde, at jeg paa Afstand saå ham, selv

i Vinterens Kulde, sidde underlig forladt og fortabt

paa en Bænk — som altid, naar han sad —

paa

Kanten,

med det ene Ben trukket tilbage, det andet

fremstrakt, som om han sad paa Springet til at

rejse sig. Til andre Tider saå jeg ham stryge hurtig

langs Husmurene paa Boulevarden. Han stansede

da paa et bestemt Sted, hvor et Dagblad var op?

hæftet i et Udhængsskab. Bøjet tæt ind mod Glas?

set studerede han, eller snusede han saa det hele

Nummer igennem, idet han bevægede Hovedet i

smaa, korte Ryk, indtil Bladet var slugt og fordøjet.

I Kvarteret var hans Skikkelse kendt — naar Folk

vendte sig, idet han gik forbi, udtrykte hans An?

161