162 / 361
og Nat, Lys og Mørke, Sommer og Vinter, har
Guderne skabt Menneskene i de samme Tegn.
Spørgsmaalet er ikke, fra Begyndelsen, af moralsk
eller etisk Natur. Spørgsmaalet er helt og holdent
Natur,
skabt i et poetisk#følsomt Gemyt af vision
nær Art, før Moral og Etik var til — som et na#
turnødvendigt Udtryk for Lysets og Mørkets dæ#
moniske Magter i et stridende og stridbart Digter#
sind. Spørgsmaalet er oprindeligt og evigt som al
Digtning er det, evigt som Dag og Nat, Lys og
Mørke, evigt som de tvende Typer, hvorom Oeh#
lenschlåger har skrevet de kendte Linjer:
Naturens muntre Søn er Lykken næst —
hvorefter Nattens Grubler flittig grunder,
naar Solen slukkes i det blege Vest,
det finder han med Lethed, ved et Under.
Og det samme Evighedens Præg af Modsæt#
ning mellem de tvende Typer i Natur og Aand, i
Fysik og Psyke udstraaler fra
Kongsemnerne’s
een#
trale Replik i Dramaets centrale Scene:
Håkon:
Det
er hvervet, som Gud har lagt paa mine
skuldre,
det
er gerningen, som skal gøres af
Norges konge nu. Den gerning, Hertug, den tæn#
ker jeg, I lader ligge. Thi sandelig, I årker den
ikke!
Hertug Skule:
Samle —? Samle til ét Trønder og Vikværing
156