168 / 361
sigt blandede Følelser af Irritation og Tilfredshed.
Da han en Dag skraaede mig imøde, lyste hans
Ansigt af skalkagtig Munterhed: »Nu har jeg naaet
Berømmelsens Tinde, Drengene paa Gaden raaber
efter mig:
Goddag G eork !
Just nu raabte en saadan
efter mig:
Goddag Bedstefar, det er længe siden vi
har set dig!
Ikke videre respektfuldt, men smig#
rende for Ryet. Det vil De selv engang erfare, naar
Ungdommen raaber Bedstefar efter
D e m . «
--------
Naturen
var for Georg Brandes — som for saa
mange Jøder, hos hvem det nødtvungne Byliv gen#
nem Tiderne har skabt en anden Natur — navnlig
i de modnere Aar ensbetydende med Ensomhed og
Hjemløshed. Den var for hans selskabelige og seb
skabstørstende Natur højst en Kilde til kortvarig
Adspredelse gennem æstetisk Nyden, aldrig en
Kilde til Forfriskelse og Fornyelse gennem orga#
nisk Samfølelse og Indlevelse. Dens Ro irriterede
hans Nerver — forøgede kun hans Uro, hvor den
vuggede andres til Hvile. I et Brev til mig hedder
det:
»Tak at De tænkte paa mig paany og giver
mig saa smuk en Beskrivelse af Landlivets og
Ensomhedens Glæder. De første kender jeg
ikke, de sidste er jeg fortrolig med, skjønt De
162