GeorgBrandesEtPortræt

Selskabslivet

var Georg Brandes — som rime*

ligt — det naturlige Midtpunkt. For at begynde

med Begyndelsen: hans Præcision var eventyrlig.

Den stod i Forbindelse med hans udpræget jødiske

Sans for Disciplin og Orden — i Arbejde, i Penge*

sager — og deraf flydende Respekt for Aftaler,

Løfter og for Lov og Ret. Kom han lidt for tidlig,

kunde man se ham vandre nede paa Gaden for at

afvente det fastsatte Klokkeslet. Han elskede de

mindre Sammenkomster, hvor kun nogle faa, prø*

vede Venner var tilstede. Rygterne om hans For*

dringsfuldhed og Arrogance er ondsindet eller ufori

staaende Snak. Naturligvis vidste han, at han var

Centrum og følte, at hans Nærværelse var en Ære

og en Glæde baade for Vært og Gæster. Da Sel*

skabslivet for ham var Pauser under Arbejdet,

trængte han, som han ofte sagde, til at

hvile ud

Samtale. Han kastede sig da med hele sit nervøse

Sind hurtig ind i et eller andet Emne, og før de

Tilstedeværende — han selv iberegnet — vidste

deraf, havde den forventningsfulde og festlige

Stemning grebet ham som en Beruselse. Og hen*

revet af sit eget Væsens Erobringsdrift og af sine

egne Ords Magt over Sindene, befandt han sig

snart

paa Tribunen

— hvor lille end Publikum var

og hvor ligegyldig Sukcessen. Det var for ham som

for den sceniske Kunstner Aflastningen eller Ud*

løsningen, der var Maalet — »Spillet« var kun Mid*

1 66