150 / 361
»Hovedet er lille og pikant, Haaret svært, blaa?
sort, Øjnene klart brune, udmærket skaarne,
smilende og snilde. Munden har smalle, røde
Læber og de skønneste Tænder, jeg erindrer at
have set. Farven er brun, ensartet, medmindre
hun rødmer, saa bliver hun mørkere brun. Hen?
des Vækst er sjældent smuk, men hendes Be?
vægeiser tunge, saa man straks ser, hun ingen
Opdragelse har faaet. Hun har imidlertid Træk?
ninger med Skuldrene, Maader, hvorpaa hun
vender og drejer det nydelige Hoved, som er
aldeles allerkæreste.«
I
Edvard Brandes’
Fortælling fra hans Mand?
domstid
En Politiker
males en ung Kvindeskikkel?
se med disse kyniske Kulører uden et forsonende
Strøg af aandelig endsige sjælelig Finhed:
»Hun er klædt i blegrødt Atlask, saa blegt som
kødfarvet Trikot, der sidder stramt omkring
hende med en enkelt, glat Brede paa Skørtets
Forside, medens alt Stoffet iøvrigt er trukket
bagtil i en uhyre Sløjfe og et alenlangt Slæb.
Saa stramt sidder Kjolen fortil, at man ser hen?
des Ben bevæge sig under Silketæppet, næsten
Benenes Form. Kjolen er ikke ligefrem ned?
ringet, men gaar sammen i Halsen og aabner sig
kun lige foran Brystet i et trekantet Udsnit,
som Korsettet tvinger hendes Barm op imod.
Som en Buket præsenterer hendes Bryst sig
i
denne Himmeldør, der fører ind til Paradiset,
Kjolen har aldeles ingen Ærmer, og de nøgne
Arme funkler i den stærke Belysning. Men Drag?
1 44
i