146 / 361
Og endelig — efter disse Udtryk for hans egen
Natur og Aand gennem andres — dette dybe Hjer?
tesuk fra Bogen om
William Shakespeare:
»Men derfor er du os visselig ikke mindre kær,
o Hamlet! og ikke mindre vurderet og forstaaet
af den Slægt, der lever nu. Vi elsker dig som
en Broder. Dit Tungsind er vort, din Harme er
vor, dit overlegne Vid hævner os paa dem, der
fylder Jorden med deres tomme Larim, og som
er dens Herrer. Vi kender din dybe Kval ved
Hykleriets og Urettens Triumf, og ak! din
endnu dybere Kval ved at føle den Nerve over*
skaaret i dig, som omsætter Tanke i sejrrig
Handling. Ogsaa os har store Henfarnes Røst
fra Underverdenen manet. Ogsaa vi har set
vor Moder slaa Magtens Purpurkaabe om den,
der har myrdet »det begravne Danmarks Maje?
stæt«. Ogsaa os har Ungdomsvenner forraadt,
ogsaa mod os er Klinger bievne dyppede i Gift.
Ogsaa vi kender den Kirkegaardsstemning, i
hvilken Væmmelse ved alt Jordisk og Vemod
ved alt Jordisk griber Sjælen. Ogsaa os har Pu?
stet fra aabne Grave faaet til at drømme med
en Hjerneskal i vor Haand.« —
SomEksempler paa
Edvard Brandes’
Stil i hans
Manddoms Aar anføres først følgende Scene af
Et Besøg,
vidnende om Stilens aftagende Karaktér
og Karakteristik og dens tiltagende middagsfiloso?
fiske Embonpoint:
140