skelige Ideal, der foresvæver dem somMaal for des
res Stræben i Liv og Kunst, anføres her for
Georg
Brandes’
Vedkommende følgende mandige og di*
rekte Heropaakaldelse, tonende af hans eget Sinds
Stemning af Trods og Mod:
»O, St. Georg, min Skytspatron! Hvor skøn er
den hellige Vrede i dit Blik, hvor ypperlig den
rolige Følelse af Kraft, der fylder dit Bryst,
du Helgen og Hedning. At du ogsaa tomhændet,
uden Sværd eller Lanse i din Haand, er lutter
Uforsagthed, det er en Lære. Værgeløs staar
du dér, men fast paa dine Fødder, fast i dine
Knæ, pansret om Foden til at knuse med en
Jernhæl, og pansret om Lænder og Arm og Ryg
og Bringe. Du Prisgivne til Dragens Ædder og
Forgift! du véd det, den Tid vil komme, da du
igen faar et Lanseskaft fat. Dræb da Dragen,
stød Jernet i dens Hjerte og knus Knoglerne,
saa den aldrig sluger Jomfruer og aldrig myrder
Ynglinger mere!«
For
Edvard Brandes’
Vedkommende anføres
Slutningslinjerne af Afhandlingen om Michael
Wiehe i
Dansk Skuespilkunst,
disse Linjer, der i
deres næsten kvindelig bjergtagne Henførelse er
betonet af Ungdommens Sværmeri og Idealitet:
»Hans Kunst var den skønneste Blomst, Romans
tismen har sat herhjemme, og den har paavirket
ethvert for Poesi modtageligt Sind, som har
levet, medens han virkede. De unge Mænd, han
J35