GeorgBrandesEtPortræt

skelige Ideal, der foresvæver dem somMaal for des

res Stræben i Liv og Kunst, anføres her for

Georg

Brandes’

Vedkommende følgende mandige og di*

rekte Heropaakaldelse, tonende af hans eget Sinds

Stemning af Trods og Mod:

»O, St. Georg, min Skytspatron! Hvor skøn er

den hellige Vrede i dit Blik, hvor ypperlig den

rolige Følelse af Kraft, der fylder dit Bryst,

du Helgen og Hedning. At du ogsaa tomhændet,

uden Sværd eller Lanse i din Haand, er lutter

Uforsagthed, det er en Lære. Værgeløs staar

du dér, men fast paa dine Fødder, fast i dine

Knæ, pansret om Foden til at knuse med en

Jernhæl, og pansret om Lænder og Arm og Ryg

og Bringe. Du Prisgivne til Dragens Ædder og

Forgift! du véd det, den Tid vil komme, da du

igen faar et Lanseskaft fat. Dræb da Dragen,

stød Jernet i dens Hjerte og knus Knoglerne,

saa den aldrig sluger Jomfruer og aldrig myrder

Ynglinger mere!«

For

Edvard Brandes’

Vedkommende anføres

Slutningslinjerne af Afhandlingen om Michael

Wiehe i

Dansk Skuespilkunst,

disse Linjer, der i

deres næsten kvindelig bjergtagne Henførelse er

betonet af Ungdommens Sværmeri og Idealitet:

»Hans Kunst var den skønneste Blomst, Romans

tismen har sat herhjemme, og den har paavirket

ethvert for Poesi modtageligt Sind, som har

levet, medens han virkede. De unge Mænd, han

J35