142 / 361
fremstillede, vare ikke meget forskellige indbyr*
des, thi hans Fantasi var ikke befolket med
Skikkelser, men behersket af et Ideal. Og dette
Ideal af sværmerisk Begejstring og mandig
Kraft bragte han sit Folk.
Eller rettere han stod for os alle som en ideal
Skikkelse, ikke blot fordi han bar Geniets
Mærke paa sin Pande, men fordi han som Men*
neske besad en moralsk Højhed, der vidnede
om, at han havde bragt sin Personlighed uskadt
gennem Livet. Dette var og blev Hemmelig*
heden ved hans Kunst. Derfor kunde den mest
glødende Elskovstale strømme fra hans Læber
med en næsten jomfruelig Renhed. Han syntes
os paa engang en drømmende Yngling og en
myndig Mand, en stille Tænker og en Helt, en
Elsker og en Asket.«
Vi vender os nu til Brødrene Brandes’ Stil i de*
res
Manddomsaar.
Efterhaanden som Tiden gaar, og Ungdommens
uberørte og ubeskrevne Træk udvikles og uddybes
gennem Livets og Virkelighedens Modstrid mod
Idé og Ideal, afdækkes Personlighedens forskellige
Bygningsform og Menneskelighedens forskelligar*
tede Fundament. Sansen for det »Brillante« og Sma*
gen for det »Kokette« tilbagetrænges i Georg
Brandes’ Stil mere og mere, Træk af Førerens
Sejrsmod og Herskervilje slaar igennem, den ydre
Modstand gennemgløder og staalsætter hans Sind.
136