GeorgBrandesEtPortræt

l’homme.« Og Schopenhauer har i sin

Kritik der

Kantischen Philosophie

givet Tanken dette Ud*

tryk: »Also hier, wie überall, trägt der Vortrag das

Gepräge des Denkens, aus dem er hervorgegangen.

Denn der Stil ist die Physiognomie des Geistes.«

Skribentens Sprog er hans Udtryksmiddel, som

Farven er Malerens, Klangen Musikerens, Talen

Skuespillerens — Meddelelsesmidlet, hvorigennem

Kontakten sluttes mellem den udøvende Kunstner

og hans Publikum. Som Sproget er Intonation og

Instrumentation, er Stilen

den Tone, hvori Sindet

er stemt.

Med ét Ord: Sprog er Middel, Stil er Maal.

Ophøjes

Sproget

fra Middel til Maal — som ofte

hos I. P. Jacobsen, Bang og senere »Sprogkunsts

nere« — bliver

Stilen

afsvækket og forvansket til

Virtuoseri eller Maner. Dens »Brysttone« forsvins

der og giver Plads for en feminint affarvet Falset

eller for ru og raa Naturlyd, der knalder som Ekss

plosioner for Øret. Eksempler i vor Literatur er

talrige og formentlig overflødige.

Georg Brandes’

Sprog

er af mandlig Natur, uafs

fekteret, søgende det simpleste og klareste Udtryk

for Tanken. Beskedent skriver han i Forordet til

Samlede Skrifter:

»Har mine samlede Skrifter

maas

ske ikke mange paaskønnelsesværdige Egenskaber,