GeorgBrandesEtPortræt

I denne hans Kamp for Idéen, uegennyttig og

uselvisk, aabenbarede sig hans Personligheds

Adelsmærke af Rejsning og Kraft. I denne Idés

Tjeneste var alt andet Middel — derfor blev For?

argelsen aldrig for ham som for Broderen et Maal i

sig selv, højst kunde den blive et Middel blandt

andre i et ophøjet Formaals Tjeneste. I et Brev til

Høffding fra Udlændigheden i Berlin skriver han:

»Der er intet, jeg hellere vilde, end leve i broderlig

Forstaaelse med alle Jevnaldrende i Norden, der

forske ærligt.« Og denne høje Idé svigtede han al?

drig, hverken for Magtens Skyld eller for Ærens

— uafhængig af alt og alle var han til sin sidste

Dag. Hvad han svigtede var den jødiske

Natur,

den faste Grund af Oprindelighed, der er Funda?

mentet ikke blot for Personligheden, men for dens

Menneskelighed. Denne Svigten, der gav hans Væ?

sen det flimrende Skær af proteusagtig Forvand?

ling, af Rodløshed og Fredløshed, opløste i ham

den Oprindelighed, som kunde have krystalliseret

sig, saafremt han aabent havde bekendt sin jødiske

Natur og været sig den bekendt. Det er hertil,

Bjørnson sigter, naar han i et Ungdomsbrev til

Georg Brandes udtaler: »Naar De skriver om Jø?

derne, saa, skøndt jeg ikke er enig med Dem,

helt

enig med Dem, saa synes De mig dog at røre ved

noget, som anviser, hvor De maatte have Meget at

byde, mange skønne Udsigter at aabne os.«

126