GeorgBrandesEtPortræt

I Kraft af denne sin oprindelige Barnlighed

havde Georg Brandes ogsaa sin barnlige Tro.

Troen paa sin Mission, sin Stjerne — en Tro, der

var i Slægt med selve det uudslukkelige Element i

den jødiske Natur. Derfor blev hans Skepsis og

Foragt aldrig til den »Weltschmerz«, som han i

sine hyppige Anfald af Haabløshed yndede at dra#

pere sig med — hans Tvivl og Mistvivl blev kun en

yderligere Spore til Opdrift og Fremdrift, aldrig til

Fortvivlelse. Paa ham passede Jacobsens Ord: »I

Tvivl fortvivler der ingen.« Troen var altid stærk i

Israel — hos ham brændte den med stærkere Glød

end hos nogen af den Stamme, med hvilken han

saa ivrig frasagde sig Slægtskabet. De, der maalte

hans Menneskelighed med hans »Liv«, hans ydre

Fremtræden i »Kostyme« og »Maske«, tog sørgelig

fejl, naar de slog hans virtuosmæssige Spil paa In*

strumentet sammen med hans Væsens Tone. Det

var kun Aktøren paa Tribunen, den verdens*

berømte Rottefænger og Fløjtespiller. Bag Ver*

densberømtheden Dr. Georg Brandes skjulte sig

Mennesket med det diminutive Navn G. B. — den

Tiltale, han ønskede af sine Venner. De, der ikke

kendte ham personlig i denne hans menneskelige

Egenskab, kan — med lidt god Vilje — finde ham i

hans Værk. Han sagde engang til mig: »Hvad jeg

har skrevet ud af mit Inderste er

mig

— og jeg har

skrevet adskilligt godt og slet, stort og smaat mel*

123