GeorgBrandesEtPortræt

lem hinanden. Men altsammen er det

de moi.«

dette hans Værk

vil da ogsaa engang, naar Stø?

vet, der hvirvledes op om hans Navn, har lagt sig,

naar Stormen og Striden, der stod om hans Skikkeli

se, er bortvejret, naar Sladderen og Bagtalelsen,

Partikævlet, Racehadet og det private Nid og Nag

er forstummet, hans sande Personlighed og Menne?

skelighed tone frem gennem hans Værk som det

eneste Monument over hans Liv. Til den Tid vil

man maaske forstaa, at det Liv, han levede iblandt

os, fuldt af Modsætninger og Modstrid som det

var, snart skræmmende indtil Forargelse, snart

fængslende indtil Forgudelse, med dets Træk af

Arrogance, forfængeligt Pral, begrædeligt Mar?

tyrium og proteusagtig Slangesmidighed — at dette

hans Liv selvsagt ogsaa var rigt paa de Brist i

Karakter og Personlighed, som ingen af os kan sige

sig fri for. Nogle forstaar maaske bedre end andre

at skjule de mindre tiltalende Egenskaber og frem*

hæve de forskønnende. Sagen var inderst inde dén,

som han gav Udtryk i disse Ord: »Mit Liv blandt

Mennesker er kun min Form for Hvile.« Hans

Liv blandt Mennesker, selskabelig og privat, var et

Liv i

Nuet,

en Stimulans til »Hvile« for hans op*

hidsede Nerver, der ikke kendte Hvilen som vege?

tativ Ro, Ensomhed, Stilhed. I dette hans ydre Liv,

som var synligt for Verden, aabnede han for

Spildevandet og lod dets blandede Væsker hen?

124