GeorgBrandesEtPortræt

ham en

Drøm,

der staar i Forhold til

Evigheden

— som Udtryk for Sjælens Etos af Samfølelse,

Opofrelse og Forsagelse. —

Der gives Værker, der er som et Spejl, hvori

»Livet«, Tiden,

Nuet

spejler sit eget Ansigt af

Vilje, Energi, af Uro og Oprør i Kampen for Til*

værelsen. Der gives andre Værker, hvori den En*

kelte som i en dyb Brønd spejler sin egen Sjæl.

Denne Forbindelse med det

Evige

i Sjælens

løndomsfulde Liv havde ikke hans Væsen og der?

for heller ikke hans Værk.

Brydningsspillet mellem Sindets mørke Liden*

skabelighed og Aandens lysende Klarhed var »Li*

vet« i hans Væsen og i hans Værk.

Af Natur tilhørte han

Judæa,

af Aand

Hellas.

Men af hele sin Sjæl tilhørte han det flygtende

Liv

i Nuet:

»Som en lysende Stribes

Strejfskær i et Rum,

der saa lidet kan gribes

som Havfladens Skum —

saa blussed mit Væsen. Et lynende Lysblink

det var i en Sum.«

129