GeorgBrandesEtPortræt

Georg Brandes var som Menneske større i

Kraft af sin Personlighed end i Kraft af sin Menne*

skelighed.

Personlighedens Udfoldelse i Aandss

livet,

dens individualistiske Udløsning i Rækkes

vidde og Rækkeevne var for ham som for Ibsen,

Nietzsche og Strindberg Maalet.

Menneskeligs

hedens Fordybelse i Sjælelivet,

»Medmenneskelig*

hedernes Forstaaelse af den Enkeltes Skæbne, af

Folkets Psyke og Landets Natur var ham fremmed,

fordi han følte sig fremmed, ikke blot i den danske

Nation, men i den, han af Afstamning tilhørte.

Derfor søgte han fra sin Ungdoms Interesse for

Enkeltpersoner i dansk Aandsliv bort til sin Mand*

doms Beskæftigelse med førende Personligheder i

europæisk Aandsliv. Derfor søgte han i sin Alder*

dom op til de Verdenspersonligheder, i hvilke han

kunde udløse sin egen Personligheds Væsen — de,

der som han var uden Folk, uden Land, Verdens*

borgerne, Overmenneskene: Goethe, Voltaire, Cæ*

sar, Michelangelo. Indtil han — som det Modsigel*

sens Tegn han var — sluttede sit Liv og Værk med

den Skikkelse, hvis Storhed han mindst af Alt

kunde eller vilde erkende, fordi han ifølge sit Væ*

sen ikke forstod, at Menneskelighed er større end

Personlighed. —

I Georg Brandes’ Værk er »Idéen« en

Realitet,

der staar i Forhold til

Virkelighedens

Liv i Poli*

tik, Religion, Samfund, Kunst. Idéen er ikke for

128