131 / 361
synsløst strømme fra Leveren. Men hans egentlige
Liv var hans
Aands
Liv, det samme som hans
aandsbeslægtede i Samtiden levede — Ibsen,
Strindberg, Nietzsche — et Liv uden Slægt, uden
Ven, uden Hjem, uden Land, i de hellige Lunde,
hvor han ydmyg og hengiven, trofast og troende
dyrkede Heroerne af de højeste Grader i Person#
lighed og Menneskelighed. Derinde og kun der#
inde i hans Aands Værksted sprang de hede Kil#
der, der strømmede fra hans Væsens Urgrund mod
Lyset — for Menneskehedens Frihed og Ret.
Herinde, i Dybden af hans jødiske Natur, bun#
dede da hans Races inderste Evner og Egenskaber:
dens Frihedsdrift, Retfærdighedsfølelse og Sand#
hedskærlighed — ikke med Martyriets Kors som
Fanemærke, men med en Krone af stolt og trodsig
Heroisme. Intet Magtens Symbol til Værn for Fa#
milie, Slægt, Folk eller Land i snævreste Forstand.
Men det Frihedens, Rettens og Sandhedens Syrn#
bol, der blev Jødefolkets Bannermærke i dets
Hjemløshed, og som det bar foran sig i Kampen
for den lidende Menneskehed — det Folk, der
som intet andet havde lært Ufriheden og Uretten
at kende og taget Lære deraf i Form af Had til
Magten og Tro paa Retten i Fremtidens forjættede
Land. —
En af Fanebærerne for Frihedens og Rettens
Idé var Georg Brandes.
12 5