GeorgBrandesEtPortræt

jødiske Kunst, inderligst hos Skribenter som Men?

dele og Perez og hos Goldschmidt herhjemme —

mere virtuosmæssig farvet hos Heine og Disraeli.

Georg Brandes ejede Barnets fornemmende In?

stinkt, dets haarfine Føling for Antipati og Syrn?

pati, og han lagde som Barnet ikke Skjul paa, hvad

han følte. Han havde Barnets fulde Oprigtighed,

der aldrig tilsløres af Opportunisme — høj og lav,

stor og lille var ham det samme, usnobbet som han

var til sin inderste Natur. Han ejede Barnets Tro?

skyldighed, troede paa Venlighed, kendte ikke For?

skel paa ægte Ros og falsk Smiger. Han havde og?

saa Barnets Sans for Udmærkelser, selv om Ud?

mærkeisen kun var for Øjet, hul og tom som en

Kotillonsorden. Han havde Barnets Forfængelig?

hed, Trangen til

offentlig

at fremhæves. En Ven

af ham sagde en Dag til mig: »Den Ros, man hvi?

sker G. B. i Øret, bryder han sig ikke om, kun den,

der raabes ud paa Torvet.« — Jeg maatte ofte

tænke paa Historien om Bournonville. Efter en

Fiasko stod han i Skuespillerfoyeren omgivet af be?

kymrede Venner, da Phister kom stormende imod

ham og omfavnede ham med Udbrudet: »Mester,

dette er dit skønneste Værk!« Da Phister hurtig

var forsvundet, sagde en af de Omkringstaaende til

Bournonville, der var rørt til Taarer: »Kunde du

ikke se, at det var Løgn Altsammen?« — »Jo,«

svarede Bournonville.

»Men det gør saa godt.«

—

122