133 / 361
Derfor blev hans Liv og hans Værk splittet, i
overvejende Grad udadvendt — Personlighedens
blændende Træk i mangefarvet facetterende Be*
lysning, ikke Menneskelighedens monumentale
Præg af afrundet Natur. Da hans Følelse ikke bum
dede i noget fast Centrum, hverken nationalt, mo*
ralsk eller religiøst, blev for ham Fornuften,
Tant
ken,
alt. Og denne svigtende Samhørighedsfølelse
blev hans Skæbne. Deraf den Nemesis, der ramte
ham og som han med al sin Aand og Intelligens
ikke forstod. Den Sjælens Monumentalitet, som er
Modningen
af Personlighed i Menneskelighed,
splittedes med hans splittede Natur. Hans Liv og
hans Værk blev med Tiden mindre og mindre af*
rundet, mere og mere en broget Mosaik af splittede
Kapitler. Han var og blev en Nuets Mand, der
ikke havde Tid til at vente, men jagede fra Sted til
Sted, fra Værk til Værk, jo nærmere han følte
Døden i Hælene paa sig. Det Mod, som var Kraft*
uddraget af hans Væsen, manglede sin inderste
Kærne: Taalmodet, der har Tid til at afvente den
endelige Sejr, Sejren over sig selv i Fordybelse og
Forsagelse.
Dette
fornam han — omend ubevidst
som nervøst Irritament bag sin Tanke: at han ikke
havde noget Sjælens Lønkammer, hvor han var
ene, i Fred med sig selv og i Fred med andre.
127