GeorgBrandesEtPortræt

i hans Blod, der skabte den Fremdrift og Uafhæn?

gighedstrang, hvoraf hans Kamp for Frihed, Rets

færdighed og Sandhed til syvende og sidst ud?

sprang. —

Disse tre Farver lyste højt og klart paa hans

Fane gennem hele hans daadrige og hvileløse Liv:

Frihedsdriften, Retfærdighedssansen og Sandheds?

kærligheden.

Som 19aarig Student svarer han Ungdomsven?

nen Julius Lange:

»Opgaven er vel at

tale

Sandhed og derved lide

for Sandhed.«

Og i sit 85. Aar, kort forinden Døden bragte

ham den haardt tiltrængte Hvile, skriver han i sin

sidste Bog,

Urkristendom:

»Den, der udtaler dette, lader sig lede af en

Pligt og Dyd, som for vore Dages Skinhellige

ikke er til, og paa hvis Fortrængelse al deres

Medgang beroer: Sandhedskærlighed.«

Dette var — ogsaa i bogstavelig Forstand —

hans sidste Ord.

Jeg har i det Foregaaende søgt at bestemme den

Nervekraft,

der var Drivkraften i Georg Brandes’

Natur, ved det hebraiske Ord

Chutspe,

en Beteg?

i i