120 / 361
pere understreger han sin Afstamning og desto
heftigere undsiger hans danske Medborgere Fors
nægteren. Thi det tragiske i en Jødes Skæbne er
ikke dette: at føle sig aandelig hjemløs, som Brans
des udtrykte det i Afhandlingen om Goldschmidt.
Den dybeste Tragedie er den, der blev ham selv
til Del: at føle sig sjælelig hjemløs. Han slog
Haanden af sine jødiske Stammefrænder for at
række den til sine danske Landsmænd. Men disse
modtog ikke den Haand, som de muligvis vilde
have modtaget, hvis han aabent og ærligt havde
rakt dem den —
som den Jøde, han var.
Men nogen »god Jøde« i dette Ords dybe og
skønne Betydning var han ikke og kunde han
ab
drig blive — dertil manglede han Sindelaget,
den
sjælelige Samhørighedsfølelse
bag den aandelige
Hjemløshed. Derfor bliver hans Stilling til det
nationale Spørgsmaal, baade det jødiske og det
danske, med Tiden mere og mere svingende — til?
sidst, sygelig overfølsom som han var, aggressiv
baade overfor sine Landsmænd og sine Stamme?
frænder, i Kamp mod en dobbelt Front: mod de
Danske, der tog Afstand fra ham som Fremmed,
og mod de Jøder, der tog Afstand fra ham som
mindre »god« Jøde. Derved splittedes yderligere
hans splittede Sind, og Splittelsens særegne Art
fremkaldte eller uddybede hans nervøse Hang til
Overdrivelse eller Tilspidsning af Standpunkt.
1 1 4