GeorgBrandesEtPortræt

Død og Barndomshjemmets Opløsning omkring

Aarhundredskiftet synes det, som om de mod*

sigende og modstridende Drifter i Georg Brandes’

Natur mister Kontrollen og sprænger Hjemmets

Optugtelse i jødisk Slægtfølelse og Samfølelse. Det

er som om hans Liv — og derigennem hans Ar*

bejde — efter den Tid mister sin Balance, sit faste

Støtte# og Hvilepunkt

i sig selv.

Efter Barndoms#

hjemmets Opløsning er det, som om han — uden#

for Moderens Kritik og Kontrol — svinger bort

fra sit faste Midtpunkt. En hjemløs, rodløs, ja

fredløs Tone sniger sig ind i hans Liv og Arbejde,

hans Arbejdslyst og Arbejdsevne stiger til en

Feber under Kampen for at jage Sindets vilde Uro

paa Flugt, et jaget, ja forjaget Træk af sjælelig

Lidelse forvrænger hans Fysiognomi, naar det jø#

diske Spørgsmaal strejfer hans Nerver. Som et

truet og tirret Dyr rusker han i Stængerne, naar

Mængden peger paa hans Ansigt og river ham

hans Afstamning i Næsen. Vredere og vredere,

vildere og vildere skærer hans Protest igennem,

indtil den med Aarene stiger til en Art Forfølgel#

sesmani, der i Jøders og Ikke#Jøders Øren skurrer

af Frafald og Fornægtelse. Indtil han endelig mod

Slutningen af sit Liv instinktmæssig føler den

Nes

mesis,

som selv den skarpeste Forstand og den

heftigste Vilje ikke formaar at bortvende: Jo skar#

pere og heftigere han tager Afstand, desto skar#

IX3