Død og Barndomshjemmets Opløsning omkring
Aarhundredskiftet synes det, som om de mod*
sigende og modstridende Drifter i Georg Brandes’
Natur mister Kontrollen og sprænger Hjemmets
Optugtelse i jødisk Slægtfølelse og Samfølelse. Det
er som om hans Liv — og derigennem hans Ar*
bejde — efter den Tid mister sin Balance, sit faste
Støtte# og Hvilepunkt
i sig selv.
Efter Barndoms#
hjemmets Opløsning er det, som om han — uden#
for Moderens Kritik og Kontrol — svinger bort
fra sit faste Midtpunkt. En hjemløs, rodløs, ja
fredløs Tone sniger sig ind i hans Liv og Arbejde,
hans Arbejdslyst og Arbejdsevne stiger til en
Feber under Kampen for at jage Sindets vilde Uro
paa Flugt, et jaget, ja forjaget Træk af sjælelig
Lidelse forvrænger hans Fysiognomi, naar det jø#
diske Spørgsmaal strejfer hans Nerver. Som et
truet og tirret Dyr rusker han i Stængerne, naar
Mængden peger paa hans Ansigt og river ham
hans Afstamning i Næsen. Vredere og vredere,
vildere og vildere skærer hans Protest igennem,
indtil den med Aarene stiger til en Art Forfølgel#
sesmani, der i Jøders og Ikke#Jøders Øren skurrer
af Frafald og Fornægtelse. Indtil han endelig mod
Slutningen af sit Liv instinktmæssig føler den
Nes
mesis,
som selv den skarpeste Forstand og den
heftigste Vilje ikke formaar at bortvende: Jo skar#
pere og heftigere han tager Afstand, desto skar#
8
IX3